Næsehorn dræbte zebra foran tilskuere i Ree Park

»På et 11 hektar stort område gik han bersærk på en zebra. Først sprættede han den op med sit horn, og efterfølgende maste han den ud i en sø. Her gik zebraen i choktilstand og sank til bunds. Uheldigvis foran nogle af vores yngste publikummer,« siger direktør i Ree Park Jesper Stagegaard til eb.dk.

»Vi vidste ikke, hvad der udløste det. Men for at undgå at miste flere dyr, så skilte vi næsehornet fra de andre dyr og prøvede at trække ham i stald,« tilføjer han til avisen.

Han understreger, at ingen af de tilskuere, der var på »safari«, var i fare.

»Vores køretøjer er ret tunge, så publikum er selvfølgelig i sikkerhed,« lyder det.

Ifølge Ree Park har lugten af enten blod eller fostervand hos den drægtige zebra, som, man mener, var gået i fødsel, muligvis udløst næsehornets vrede.

»Det er meget skræmmende for ham i forhold til hans naturlige billede af savannen, og det lugter »farligt«,« siger Jesper Stagegaard.

For at undgå, at det femårige næsehorn dræber flere dyr, vil Ree Park nu forsøge at adskille det fra de øvrige dyr.

Dagens Gossip

Dagens TV