Næste års Distortion-fest i fare

Derfor sælger de for andet år i træk gadearmbånd. Det er frivilligt, om man som festgænger vil købe dem, og selv om købet inkluderer en øl og gratis ture med S-toget, er det er noget, de skal gøre for at støtte Distortion.

Men armbåndene sælger i år markant dårligere end sidste år. Inden festivalen gik i gang havde Distortion sidste år solgt 3.000 armbånd. I år har de solgt 1.000.

Men Distortions pressechef, Christian Langballe, er stadig fortrøstningsfuld.

»Det bekymrer os ikke endnu. Sidste år havde armbåndene en nyhedsværdi, som de ikke har i år. Samtidig havde vi en skarp retorik, hvor vi gik ud og sagde »Hvis I ikke køber armbånd, er der ingen fest på fredag«. Så pressede er vi ikke i år. Der handler det om at sikre næste års fest,« siger han.

Internt i Distortions ledelse har der været debat om, hvordan armbåndene skulle sælges. Sidste år hed de »god stil armbånd«, men det adskilte køberne fra de, der ikke købte, og insinuerede, at de ikke havde god stil. Derfor har festivalen i år valgt at ændre navnet til det mindre aggressive »gadearmbånd«.

De vil blive markedsført kraftigt de kommende dage. På de specialdesignede øldåser, i 7eleven-kioske og på festivalens barer vil købere blive gjort opmærksom på, at gadearmbånd er vigtige for festivalens fremtid.

»Salget af armbånd hænger direkte sammen med, hvor stor en fest vi kan holde næste år. Vi skal op at sælge 14000, hvis vi skal holde lige så stor en gadefest som i år. Hvis vi sælger 5000, vil det kunne ses på festens størrelse,« siger Christian Langballe.

Distortions gadefester starter i dag på Nørrebro. I morgen bevæger festen sig til Vesterbro, og fredag vil festen flytte til Refshaleøen. Lørdag kulminerer det hele til en Final Party, hvor de bedste kunstnere vil optræde. Den fest vil også blive holdt på Refshaleøen, men til Final Party kræver Distortion entré, ligesom de gør til særlige fester rundt omkring i byen i løbet af de næste dage. 

Dagens Gossip