Næsten 34.000 mistede dagpengene sidste år

Skrevet af admin

14/02/2014

Mest læste i dag

Der er røget knap 10 gange flere danskere ud af dagpengesystemet end regeringens første skøn i 2010.

En ny opgørelse fra AK-Samvirke viser, at hele 33.900 mistede deres ret til dagpenge i 2013, skriver tv2.dk.

I 2010 halverede regeringen dagpengeperioden og forhøjede indtjeningsperioden, som en del af genopretningsplanen. Her skønnede politikerne, at mellem 2000 og 4000 personer ville miste dagpenge på grund af reformen.

Senere opjusterede regeringen tallene til mellem 27.000 og 32.000, men også det skøn viser sig nu at være for optimistisk, skriver tv2.dk.

Landsret: Ok at tage dagpenge fra overvægtig kvinde

Dagpengereformen har været særlig hård mod de personer, der er over 50 år. De 50- 59-årige står ifølge AK-Samvirke for 23 procent af alle fuldtidsledige, og i denne gruppe mistede cirka hver tredje retten til dagpenge sidste år, lyder det.

Blandt de 30-39-årige og 40-49-årige måtte omkring hver fjerde ledige sige farvel til dagpengene i 2013, viser opgørelsen.

Kun otte procent af de personer, der røg ud af dagpengesystemet sidste år, kom i arbejde igen, skriver tv2.dk.

AK-Samvirke vurderer, at yderligere 14.000 danskere vil forlade dagpengesystemet i 2014.

I maj sidste år forlængede regeringen den såkaldte uddannelsesydelse for at holde hånden under de udfaldstruede dagpengemodtagere. Samtidig indførte den en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse, der dog bliver udfaset frem mod 2016.

En dagpengekommission skal inden foråret 2015 komme med forslag til, hvordan et fremtidigt dagpengesystem skal se ud.

/ritzau/