Næsten alle fængselsbetjente tier om chikane

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

En patron med posten, 10 Bandidos-rockere kører meget langsomt forbi ens hus eller direkte dødstrusler fra en person, som kan ens adresse og nummerplade i hovedet.

Hver tredje fængselsbetjent har oplevet vold og chikane uden for tjenesten, og af dem svarer helt præcist 87 procent, at de har undladt at fortælle om episoden. En stor del af chikanerne kommer altså aldrig til ledelsens eller offentlighedens kendskab.

Det viser en undersøgelse blandt 827 af Fængselsforbundets medlemmer ifølge forbundet fagblad, Fængselsfunktionæren.

- Hvis det er folk fra lokalsamfundet, som man jævnligt støder på, er man ikke interesseret i først at vidne mod dem i retten og derefter møde dem med sine børn på gågaden, skriver et medlem i undersøgelsen ifølge Fængselsfunktionæren.

Andre medlemmer undlader at indberette chikane, fordi de ikke mener, at det hjælper.

- Der er ingen, der bliver dømt. Det nytter ikke noget. Man tror ikke på, at systemet virker, skriver et medlem, mens en anden skriver:

- De gange, man kun trues verbalt, vil indberetning blandt andet medføre møder i retten - men klienten får næppe nogen dom af betydning. For eksempel fik en indsat, der spyttede mig i hovedet under tjeneste, seks dages fængsel, står der.

Flere medlemmer mangler tiltro til, at ledelsen tager chikanerne alvorligt og støtter medarbejderen i at anmelde dem.

- Det opfattes som bagateller, bemærker et medlem, og en anden skriver:

- Man bliver mødt med en vis form for ligegyldighed, og det er på ingen måde blevet taget seriøst, de gange hvor jeg har meldt det til fængslet, lyder det.

I Direktoratet for Kriminalforsorgen ser fungerende kontorchef i Personalekontoret Diana Søe Sandell med stor alvor på problemet.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at medarbejderne udsættes for chikaner i fritiden. Det er noget, vi tager dybt alvorligt, siger hun.

- Derfor er det også vigtigt, at alle kender de støtteordninger, vi tilbyder – og at de gælder, uanset om man udsættes for chikaner i tjenesten eller i fritiden, siger Diana Søe Sandell.

Kriminalforsorgen er i øjeblikket i dialog med en arbejdsgruppe i politiet, som undersøger problemets omfang blandt politiansatte.

/ritzau/