Næsten alle gidsler ude af shoppingcenter

Det stod på daværende tidspunkt klart, de kenyanske sikkerhedsstyrker var i gang med den afsluttende operation overfor gidseltagerne, der kommer fra den somaliske milits og terrorbevægelse al-Shabaab.

Iklædt kvindelige gevandter angreb terroristerne lørdag indkøbscentret og tog et ukendt antal gidsler med sig, da de forskansede sig i dele af indkøbscentret.

Der har undervejs hersket stor usikkerhed om, hvad der foregik bag indkøbscentrets mure, men luften har flere gange genlydt af knitren fra automatvåben, og mandag formiddag desuden af flere store eksplosioner efterfulgt af tyk sort, røg der steg op fra shoppingcentret.

Røgen skyldes ifølge Reuters, der citerer en kenyansk minister, at gidseltagerne satte ild til et lager af madrasser.

Ifølge kenyanske officielle kilder, lå dødstallet tidligt fredag eftermiddag på 62

To terrorister siges at være dræbt.

Samtidig siger myndighederne, at der gøres alt for at hindre terroristerne i at undslippe både fra shoppingcentret og fra landet, og at grænsebevogtningen vil blive intensiveret.

Myndighederne siger ifølge Reuters, at terroristerne kommer fra flere forskellige lande, og at mange af dem stadig er klædt i kvindetøj.

Tidligt mandag eftermiddag gav kenyanske sikkerhedskilder ifølge AFP udtryk for, at de ikke kunne sige, hvornår aktionen mod terroristerne var endelig slut.

Indenrigsminister Joseph Ole Lenku sagde mandag på et pressemøde, at de islamistiske angribere stadig kæmper, men at der ikke er nogen vej ud af komplekset.

»Vi tror, at operationen vil være slut snart,« sagde Lenku.

»Vi har kontrol over alle etager, og terroristerne er på flugt og gemmer sig i nogle butikker, men det er ikke muligt at flygte,« sagde han.

Terroristerne havde angiveligt over telefonen truet med at dræbe de gidsler, der stadig bliver holder fanget, hvis sikkerhedsstyrkerne gik til angreb.

Reuters skriver, at der kort før middag lød kraftige eksplosioner fra det indre af indkøbscentret, hvorefter tyk sort røg begyndte at bølge ud fra bygningen.

Terrorbevægelsen Al-Shabaab, der opererer i Somalia, hvor den er under pres af en afrikansk fredsstyrke, har påtaget sig skylden for terrorangrebet i Nairobi.

Kenya invaderede for to år siden det sydlige Somalia med en stor militærstyrke for at drive bevægelsen væk fra grænsen til Kenya, hvor den havde gennemført flere angreb ind i Kenya. Samtidig har kenyanerne været medvirkende til, at al-Shabaab har måttet trække sig ud af flere strategiske byer.

Al-Shabaab, der har svoret troskab mod al-Qaeda, har flere gange advaret om, at den ville hævne invasionen, og det er nu sket med terrorangrebet i Westgate, der frekventeres af rige kenyanere og de udlændinge, der er udstationeret i landet.

Det er dog ikke sikkert, at terroristerne er kommet direkte fra Somalia.

Den kenyanske hovedstads slumkvarter Eastleigh er hjemsted for en stor somalisk befolkningsgruppe, hvoraf en del har jævnlig forbindelse med al-Shabaab i Somalia, og hvor bevægelsen uden de store problemer kan tænkes at have rekrutteret flere af gerningsmændene bag angrebet.

De kenyanske sikkerhedsstyrker siges at få rådgivende bistand fra israelske eksperter i bekæmpelse af terror, men det menes, at det udelukkende er kenyanske styrker, der i øjeblikket nedkæmper gidseltagerne.

Se billederne fra Westgate-centret i Nairobi herunder - vi advarer om MEGET VOLDSOMME billeder: 

Dagens Gossip