Næsten alle i Pusher Street-sager er nu løsladt

Kun en enkelt af de cirka 60 mænd og kvinder, der venter på en endelig dom for påstået hashsalg i Pusher Street, befinder sig fortsat i en fængselscelle.

Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas fredag til Ritzau.

I den seneste tid er en lang række tiltalte blevet løsladt af anklagemyndigheden, og torsdag satte også Østre Landsret tre på fri fod.

Sagerne handler om organiseret salg af hash fra boder i Christiania. Dommene mod de 60 personer er under anke fra Københavns Byret til landsretten.

En stor del af løsladelserne skyldes, at der vil gå mange måneder, før landsretten kan gå i gang.

Ventetiden er så betydelig, at de tiltalte kan komme til at sidde længere tid bag tremmer end den straf, der er udsigt til - og derfor er de sat fri.

- Vi har løbende vurderet, om der var proportionalitet mellem fortsat varetægtsfængsling og den straf, der kan forventes. Det er vi forpligtet til, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

De 60 personer er fordelt på seks forskellige sager. Først til marts næste år går landsretten i gang med tre af sagerne - og det bliver sommer, før dommene afsiges.

- Vi havde meget gerne set en tidligere berammelse, men vi tager det naturligvis til efterretning, at landsretten i flere af sagerne først kunne beramme fra marts, siger Lise-Lotte Nilas.

- Vi er ligesom forsvarerne interesserede i at få en så hurtig afslutning på sagerne som muligt, siger statsadvokaten.

Flere forsvarere har kritiseret den sene berammelse, og også Østre Landsrets præsident ærgrer sig.

Det ville have været ønskeligt, hvis landsretten kunne have tilbudt flere ledige dage i år, mener retspræsident Bent Carlsen. Forklaringen er sagskompleksets størrelse og en pukkel af sager, oplyser han.

Blandt de løsladte er en mand, der af Københavns Byret blev idømt fængsel i fem år.

Én af de seks sager drejer sig om 15 tiltalte. Efter den foreløbige plan lyder startskuddet først til august næste år - med ventet dom i november 2016.

Mange af de tiltalte har anket byrettens dom, fordi de mener, at de er blevet fundet skyldige i for stort omfang.

Også salg på de dage, hvor de ikke var til stede i boderne i Pusher Street, har byretten fundet dem ansvarlige for.

/ritzau/

Dagens Gossip