Næsten alle sager om psykiske arbejdsskader bliver afvist

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Det vælter ind med anmeldelser af psykiske arbejdsskader til Arbejdsskadestyrelsen. På fem år er antallet næsten fordoblet fra 3107 anmeldelser i 2010 til 5495 anmeldelser i 2014.

Men over 95 procent af anmelderne bliver afvist i Arbejdsskadestyrelsen. Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af et nyt forskningsprojekt fra Psykologi, Arbejds- og Organisationspsykologi på Københavns Universitet.

Afvisningerne skyldes primært, at den medicinske forskning kun i mindre omfang har påvist en sammenhæng mellem psykisk sygdom og påvirkning på arbejdet.

Men manglende forskning udelukker ikke, at sammenhængen er der, påpeger Yun Ladegaard, cand.psych. fra Institut for Psykologi, Arbejds- og Organisationspsykologi.

Der bruges for meget tid på at finde ud af, om sygdommen kunne skyldes noget andet end arbejdet. Der er fokus på den syge medarbejder som problemet i stedet for på arbejdsmiljøet, lyder hendes kritik:

- De syge medarbejdere tror, at nu vil man se på de generelle problemer, der førte til sygdommen, men havner i en individuel forsikringssag, der handler om at få deres lægejournaler og sygdomshistorie frem, som kan vise det modsatte, siger hun til Ugebrevet A4.

85 procent af de 433 syge medarbejdere, som indgår i undersøgelsen, svarer, at det vigtigste med anmeldelsen var at opnå "en anerkendelse af, at jeg var blevet syg af forhold i mit arbejde". 24 procent peger på "økonomisk erstatning" som det vigtigste.

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) vil man kun anerkende sammenhængen mellem de anmeldte erhvervssygdomme og faktorer i arbejdsmiljøet i de fem procent af tilfældene, som rent faktisk anerkendes af Arbejdsskadestyrelsen. De drejer sig typisk om vold.

Derfor ser DA ingen grund til, at Arbejdstilsynet skulle rykke ud i større omfang end i dag.

- Der er jo ret stærk videnskabelig evidens for, om der er en sammenhæng mellem sygdom og påvirkninger, man har været udsat for i arbejdet. Og man kan være stensikker på, at alle anmeldelser bliver vurderet på den baggrund, siger Lena Søby, chefkonsulent i DA, til Ugebrevet A4.

/ritzau/