Næsten ingen virksomheder flytter hjem igen

Der har ellers i de seneste år været flere mediehistorier om virksomheder, der fortryder udflagning af arbejdspladser, fordi det alligevel ikke er godt at få produceret i Kina eller Østeuropa.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at det er undtagelsen, der bekræfter reglen.

»For hver 100 danske virksomheder er der 17, der outsourcer aktiviteterne og 1,8, der flytter dem hjem igen,« siger Michael E. Nielsen fra Danmarks Statistik, der påpeger, at det var samme tal i perioden 2001-2006 som i den nye periode 2009-2011.

Dermed er det ikke lykkedes at nedsætte tempoet i udflagningen eller øge tempoet i tilbagesourcingen.

Ifølge Dansk Industris virksomhedspanel er der for hver 100 virksomheder med planer om at flytte ud kun to med planer om at trække arbejdspladser hjem til Danmark igen.

Den økonomiske krise har betydet, at mange produktionsarbejdspladser i USA er kommet hjem igen fra det stadig mere vellønnede Kina.

Ifølge det amerikanske konsulentbureau AlixPartners vil det i 2015 være lige så billigt at producere i USA som i Kina.

Det kan vi dog ikke forvente i Danmark, mener erhvervsøkonomisk chef i DI Kent Damsgaard, da udgifter til løn og andre omkostninger er for høje.

De danske virksomheder, der dropper produktionen i Kina flytter da heller ikke deres arbejdspladser hjem til Danmark, men snarere til Østeuropa.

Kent Damsgaard mener, at der er brug for, at erhvervs- og vækstpolitiken tænkes ind i alle politikområder, da konkurrencen om produktion og arbejdspladser er benhård.

»Problemet er at lande som Tyskland, Sverige og Holland har nogenlunde samme styrkeområder som os, men lavere omkostninger,« siger han.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) siger til Politiken, at »tallene understreger, at det er vigtigt, at det er attraktivt at investere i og drive virksomhed i Danmark og henviser til at Vækstplan DK gør det mere attraktivt at investere og producere i Danmark og styrker medarbejdernes kompetencer gennem mere og bedre voksen- og efteruddannelse.«

Dagens Gossip