Næstformand i DR: Vi må bevare Underholdningsorkestret

Skrevet af admin

12/11/2014

Mest læste i dag

Danmarks Radio må opgive den kontroversielle beslutning om at nedlægge DR Underholdningsorkestret.

Det siger næstformand for DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, efter at et flertal i Folketinget har proklameret, at man vil tvinge DR til at genansætte musikerne og beholde orkestret.

- Der er ikke noget over, og der er ikke noget ved siden af Folketinget. Og hvis Folketingets flertal gennem public service-aftalen ønsker at bevare Underholdningsorkestret, så synes jeg, at Danmarks Radio skal følge det, siger næstformanden til Ritzau.

Det er Dansk Folkeparti, De Konservative, Enhedslisten og Venstre, der sammen med det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen vil pålægge regeringen og DR at sørge for, at det 75 år gamle underholdningsorkester består.

I første omgang var det kun Dansk Folkeparti og De Konservative, der krævede, at DR trak besparelsen tilbage.

Men i de seneste uger er først Enhedslisten og onsdag også Venstre blevet endeligt overbevist om, at Folketinget skal gribe ind over for den beslutning, som bestyrelse og direktion i DR har taget for at komme i hus med de besparelser, Folketinget har pålagt DR.

Flertallet vil have Underholdningsorkestret skrevet ind i den public service-kontrakt for de næste fire år, som den radikale kulturminister, Marianne Jelved, og DR i øjeblikket forhandler om.

Medieforsker ved Københavns Universitet Henrik Søndergaard vurderer, at kulturministeren efter alt at dømme kan blive nødt til at rette ind.

- Flertallet kan jo i sidste ende lave en tilføjelse til radio- og tv-loven, der pålægger DR at beholde orkestret, siger han til Politiken.

/ritzau/