Næsthøjeste overskud på betalingsbalancen nogensinde

Godt nok faldt overskuddet på betalingsbalancen en smule i 2014 sammenlignet med året før.

Men alligevel blev der sidste år trods alt noteret det næsthøjeste overskud på betalingsbalancen nogensinde på 119,7 milliarder kroner. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed ser den danske konkurrenceevne altså fortsat ud til at have det godt på trods af finanskrisen, konkluderer Frederik I. Pedersen, der er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Overskuddet på vores betalingsbalance er vokset meget gennem krisen. Det skyldes dels stigende formueindkomst fra udlandet, men især at handlen med industrivarer er gået fra stort underskud til stort overskud.

- Det afspejler at dansk industri har en stærk konkurrenceevne, siger han.

Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos minder dog om, at der også er en kedelig medvirkende årsag til den positive betalingsbalance, nemlig opbremsningen i forbruget.

- Det private forbrug har udvist tæt på nulvækst, og det betyder mindre import sammenlignet med en normalvækst. Danskerne har været usikre og har valgt at spare op, hvilket gavner betalingsbalancens løbende poster, siger han.

Økonom Joachim Borg Kristensen fra Nykredit minder om, at overskuddet på betalingsbalancen er med til at holde kronen stærk over for euroen.

- Betalingsbalanceoverskuddet bidrager til, at kapitalindstrømningen til Danmark i øjeblikket er meget stor, siger han og konstaterer, at presset på kronen dermed ikke bliver mindre.

Det er femte år i træk, hvor overskuddet på betalingsbalancen har været større end 100 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip