Nairo Quintana: Et positivt Tour de France

På 20. etape kom en Movistar-rytter endelig først over stregen i årets Tour de France, og samtidig holdt holdets kaptajn, Nairo Quintana, fast i sin samlede tredjeplads.

Alt i alt giver det et positivt udbytte af løbet, mener Quintana, som ellers på forhånd var udråbt til at være i spil til den samlede sejr. Det var han dog reelt aldrig.

- Vi kan forlade Tour de France med bevidstheden om, at vi prøvede så hårdt, vi kunne.

- Jeg synes, at det alt i alt er et positivt Tour de France. Vi var mere ambitiøse, da vi ankom, men en podieplads er stadig en god præstation, så jeg er glad for den, siger Nairo Quintana ifølge cyclingnews.com efter 20. etape, hvor han igen afstod fra at angribe løbets førende rytter, Chris Froome (Sky).

- Jeg havde noget allergi, og regnen var ikke så god, men jeg følte mig en smule bedre i dag. Jeg ville gerne takke alle i Colombia, min far og min mor og alle, der har støttet mig, siger han.

Hans holdkammerat Jon Izaguirre sikrede sig etapesejren med en flot nedkørsel på de glatte veje til Morzine, hvor han var hurtigst af de udbrydere, som stak tidligt på etapen.

- Jeg ville lave den bedste nedkørsel, jeg kunne. Jeg prøvede at køre med fuld gas, og det lykkedes mig, siger han ifølge cyclingnews.com.

- I dag gik meget godt for Movistar, og endelig har vi noget at fejre i dette Tour de France. Vi kom hertil med drømmen om at vinde den gule førertrøje, men en etapesejr og en podieplads i Paris, det er stadig godt.

/ritzau/

Dagens Gossip