Nakskov er De mange generationers by

Skrevet af Elo Christoffersen

06/12/2012

Mest læste i dag

Nakskov er blevet et trofæ og 200.000 kr. rigere, efter byen d. 4. december vandt konkurrencen om at blive De mange generationers by. Præmien blev overrakt af Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup på afslutningskonferencen for Det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne.

Borgmester i Lolland Kommune Stig Vestergaard er stolt over, at Nakskov vandt titlen:

- Takket være en kæmpe indsats fra FrivilligCenter Lolland, Ældrerådet Lolland og en lang række lokale ildsjæle kan Nakskov nu fuldt fortjent kalde sig De mange generationers by. Det er en stor anerkendelse, og jeg er meget glad på både Nakskovs og Lolland Kommunes vegne, siger han.

Dommerpanelet roste Nakskov for det enestående engagement og frivilligheden blandt Nakskovs borgere.

I alt deltog 14 byer i konkurrencen om at blive De mange generationers by. Nakskov vandt over Skanderborg og Frederiksberg, som fik henholdsvis en 2. og en 3. plads.

Billedtekst: Fra venstre ses: Marianne de la Motte, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, Lene Kjærstrup, medlem af Ældrerådet, Birthe Funk, formand for Ældrerådet og Marie Herborn, centerleder for FrivilligCenter Lolland.