Nanna er mor til tre: Det er skræmmende at springe ud som hjemmegående husmor

- Da jeg satte mig ned og mærkede efter, der følte jeg bare, at det vigtigste for mig er at være sammen med mine børn og leve i nuet, fortæller 31-årige Nanna Pretzmann Dagens.dk.

Hun bor i nærheden af Aalborg med sin mand og deres tre børn, og hun har ligesom mange andre danske mødre valgt at kvitte jobbet for at blive hjemmegående.

Siden 2009 er tallet steget med 16 procent fra 19.000 til 22.000 kvinder, viser en arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik.

Men selvom det er blevet populært at vinke farvel til chefen og tilbringe mere tid med børnene, så var det alligevel en udfordring for Nanna Pretzmann at fortælle verden om sin beslutning. Hun frygtede at få negativ respons.

- Folk har mange fordomme om hjemmegående kvinder. Normen er, at man skal realisere sig selv. Det er ikke nok at være på barsel og gå derhjemme. Det er ikke udfordrende. Man skal stræbe efter mere end 'bare' at være mor, siger hun.

- Jeg følte derfor et stort pres for skulle mene, at det vigtigste i livet er en karriere.

Nanna Pretzmann er mor til de to tvillingepiger Celina og Zilje på tre år og datteren Sigga, som er et år gammel. 

Beslutningen om at blive hjemmegående husmor tog hun, efter at den dårlige samvittighed begyndte at gnave i hende, når hun ikke var sammen med sine piger.

- Jeg kunne mærke, at jeg havde det dårligt med at være væk fra mine børn. Det begyndte at blive et maraton at nå det hele i hverdagen. Når man skal klare så meget forskelligt, så ender det med, at man ikke gør man nogen af tingene ordentligt.

Hun fortæller, at det var skræmmende og grænseoverskridende at 'være den, der træder uden for normen'. Hun frygtede, at folk ville synes, at hun er underlig.

Men det var alligevel stor lettelse for hende at sige stop.

- Det var en kæmpe sten, der faldt fra skuldrene at nå til den erkendelse. Jeg mærkede efter og fulgte min mavefornemmelse. Det er bare det, der fungerer bedst for os, siger hun og fortæller, at de fleste omkring hende har reageret positivt. Mange har endda givet udtryk for, at de er interesseret i at tage samme spring.

- Men nogle har også sagt til mig, at børnene ikke får lige så mange sociale kompetencer, som når de går i institution. Jeg tænker, at det er noget vrøvl, for institutionerne er ikke oprindeligt lavet for børnenes skyld. De er lavet for, at mødrene kan komme ud på arbejdsmarkedet. Mine børn kan få mindst lige så meget ud af at være hjemme sammen med mig, og vi kommer også til at benytte os af legegruppe, hvor børnene får jævnaldrende at lege med.

Nanna Pretzmann er glad for, at hendes børn ikke skal tilbringe lange dage i vuggestue og børnehave.

- I de fleste institutioner er der alt for mange børn i forhold til voksne, og jeg er bange for, at de ikke bliver set eller hørt. Selvom det ikke er pædagogernes skyld, så er det bare ikke en ideel situation, siger Nanna Pretzmann, som har skrevet et blogindlæg om emnet.

Nanna Pretzmann arbejder i øjeblikket deltid og springer ud som fuldtidsmor efter nytår.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV