Napoli hyrer Rafael Benitez

Han fik ikke lov til at fortsætte hos de engelske Europa League-vindere, men træneren drager nu mod sit andet italienske eventyr, hvor succesfulde Napoli har hyret Benitez.

Det bekræfter Aurelio De Laurentiis, præsident i Napoli.

- Jeg har givet mig selv en fødselsdagsgave. Jeg har skrevet under med Benitez, siger han ifølge football-italia.net.

- Jeg gør det officielt i løbet af de næste par dage, for Benitez skal færdiggøre sine ting i Chelsea, siger De Laurentiis.

Napoli endte på en andenplads i den italienske Serie A, hvilket er den bedste slutplacering for syditalienerne, siden Diego Maradona så berømt førte klubben til dens andet italienske mesterskab i 1990.

Alligevel sagde træner Walter Mazzari op efter sæsonen uden anden forklaring end det, der kunne lyde som mental træthed.

Rafael Benitez har tidligere prøvet lykken i Italien. Han blev i sommeren 2010 hyret af Inter Milan, som fyrede ham godt seks måneder senere.

Dagens Gossip