Napoli misser gylden chance i toppen af Serie A

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

Napoli missede mandag muligheden for at gå forbi Juventus på førstepladsen i den italienske Serie A.

På hjemmebane måtte napolitanerne nøjes med 1-1 mod AC Milan.

Gonzalo Higuain og holdkammeraterne havde ellers fået en venlig håndsrækning fredag af de regerende mestre Juventus, der ganske uventet spillede uafgjort i Bologna efter 15 sejre i træk.

En sejr mandag aften ville have sendt Napoli et point foran Juventus i tabellen, og det begyndte da også lovende for hjemmeholdet.

Fem minutter før pausen sparkede Lorenzo Insigne værterne i front med 1-0, efter at Napoli havde erobret bolden langt fremme på banen. Via foden på en Milan-spiller endte bolden ude ved stolpen.

Milan udlignede blot fire minutter senere, da et indlæg fra højresiden havnede hos Giacomo Bonaventura, som ved bageste stolpe nemt gjorde det til 1-1.

Napoli jagtede i hele anden halvleg sejrsmålet, og topscorer Gonzalo Higuain havde et par gode muligheder. Det samme havde Omar El Kaddouri i overtiden, men indskifteren brændte en gigantisk chance.

Det store Napoli-pres gav også et par kontramuligheder for gæsterne, der med lidt held havde taget sejren. I så fald havde det været Napolis første nederlag på hjemmebane i Serie A i denne sæson.

Napoli har på ligaens andenplads 57 point - et færre end Juventus - mens AC Milan på sjettepladsen har 44 point.

/ritzau/