Napoli og Milan dummer sig i Serie A

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Napolis titeldrømme i den italienske Serie A led et knæk lørdag aften.

Det skete, da den syditalienske fodboldklub tabte 0-1 hjemme til Parma.

Gæsterne havde Antonio Cassano i rollen som matchvinder ni minutter før tid.

Nederlaget var Napolis første på hjemmebane i Serie A i denne sæson.

Napoli har 28 point for 13 kampe og ligger nummer tre i ligaen.

AS Roma topper med 32 point for 12 kampe, mens Juventus har et point færre for samme antal kampe som topholdet.

Også AC Milan havde en frustrerende aften, hvor klubben blot klarede 1-1 hjemme mod Genoa, der spillede med 10 mand i 55 minutter.

Mario Balotelli brændte for en sjælden gangs skyld et straffespark i første halvleg, da kampens to scoringer var blevet sat ind.

Brasilianske Kaka bragte Milan foran allerede efter fire minutter, men kort tid efter udlignede den tidligere Milan-angriber Alberto Gilardino på et straffespark.

10 minutter før pausen begik Genoas Tomas Manfredini straffespark på Mario Balotelli og blev præsenteret for det røde kort, men den italienske landsholdsangriber brændte fra 11-meter-pletten.

AC Milans træner, Massimiliano Allegri, er en presset mand, efter at klubben blot har hentet 14 point i 13 kampe.

Det placerer Milan på en 11.-plads i Serie A.

/ritzau/