Napoli sætter stopper for Swanseas Europa-eventyr

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Swansea havde længe kurs mod en mindre europæisk triumf i Europas Leagues 1/16-finale mod Napoli. Men to Napoli-mål i de sidste 10 minutter spolerede triumfen for Michael Laudrups eksklub. Det endte 3-1 til italienerne.

Det første opgør i Wales endte 0-0, og Napoli er således videre med samlet 3-1.

Hjemmeholdet bragte sig efter 17 minutters spil fortjent i spidsen, da angriberen Lorenzo Insigne modtog bolden på kanten af offside og fornemt lobbede den over den fremadstormende Swansea-målmand Michel Vorm.

Men Swansea rystede hurtigt Napoli-scoringen af sig og fik iværksat et fornuftigt pres mod Pepe Reina i værternes mål. Og efter en halv time fik Laudrup-opfindelsen Jonathan De Guzman udlignet efter et flot gennemspillet angreb.

1-1, og dermed havde Swansea et brugbart resultat.

I anden halvleg pressede Napoli på med massiv boldbesiddelse, men Swansea var farlige på kontraerne, og Wilfried Bony burde med 25 minutter tilbage have udnyttet en af disse til at bringe waliserne foran.

Bony ærgrede sig nok ekstra meget over den missede mulighed, da Napolis argentinske stjerneangriber Gonzalo Higuain 10 minutter senere bragte Napoli på avancementskurs med sit mål til 2-1.

På trods af en fin slutspurt af det walisiske hold fik Swansea ikke fremtvunget en udligning.

I overtiden cementerede Napolis Gökhan Inler sejren for værterne med 3-1-målet, og dermed sluttede det europæiske eventyr for Swansea, der for blot et par sæsoner siden lå placeret i de lavere engelske rækker.

I Salzburg fik Ajax, der havde Christian Poulsen i startopstillingen, nok en gang ørerne i maskinen Red Bull Salzburg-maskinen. Det endte 3-1 til østrigerne, som sammenlagt besejrer Ajax med 6-1.

/ritzau/