Napoli-stjerne: Vi er i en forfærdelig situation

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Et noget spektakulært scenarie kan onsdag udspille sig i Champions Leagues gruppe F, hvis Napoli på hjemmebane besejrer Arsenal, og Dortmund samtidig vinder udekampen mod Marseille.

Sker det, vil både tyskerne, italienerne og briterne slutte med 12 point, som normalt er nok til at gå videre til 1/8-finalerne i foråret.

- Jeg har aldrig set et hold ryge ud af turneringen med ni eller 12 point. Det er en forfærdelig situation at være i, siger Napoli-angriber Gonzalo Higuaín ifølge AFP.

Ender tre hold i gruppen med 12 point, er det resultaterne i de indbyrdes opgør, der gælder. Her vil Arsenal, Dortmund og Napoli i så fald have to sejre og to nederlag mod hinanden, og herefter er det den indbyrdes målscore, der tæller.

Forud for onsdagens runde har Arsenal en målscore i de indbyrdes kampe på 4-2, mens Dortmunds er 6-5. Napoli er eneste mandskab med en negativ målscore på 3-6.

Derfor står italienerne umiddelbart i den svageste position, hvis de tre mandskaber slutter med det samme antal point.

Reelt vil Napoli skulle vinde med tre mål eller mere, hvis Dortmund slår Marseille, som endnu ikke har høstet point i Champions League.

Arsenal er videre uanset hvad, hvis ikke Dortmund vinder i Marseille.

Den tyske klub er til gengæld sikker på at slutte mindst som nummer to, hvis det bliver til fuld gevinst i Frankrig.

Ender begge onsdagens kampe uafgjort, vil Arsenal og Dortmund gå videre, da sidste sæsons finalister er bedre end Napoli indbyrdes.

Tredjepladsen i gruppespillet giver adgang til Europa League.

/ritzau/