Napoli-træner har respekt for unge FCM-talenter

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Napoli går ind til torsdagens Europa League-kamp mod FC Midtjylland som store favoritter, men italienernes cheftræner, Maurizio Sarri, tager intet for givet.

Han har kigget nærmere på, hvad FCM-holdet er for en størrelse, og det danske mesterholds præstationer aftvinger respekt, mener træneren.

- Det bliver en meget hård kamp. Vi må ikke glemme, at FC Midtjylland fører den danske liga, de vandt den sidste år, og holdet topper Europa League-gruppen sammen med os, lyder det fra Sarri.

Han var på pressemødet flankeret af indehaveren fra restaurant Ravello i Herning, som oversatte de italienske gloser til engelsk, så de danske pressefolk også kunne følge med.

Pione Sisto var i sommer et hot navn på transferbørsen, og det er da også den vævre tekniker, som Maurizio Sarri har lagt mest mærke til. Men generelt har han stor respekt for FCM's unge spillere.

- Holdet har nogle meget interessante unge spillere som for eksempel Pione Sisto, men der er også flere andre. De er meget farlige på dødbolde, så alt kan ske på frispark og ved indkast, og det bliver en meget, meget hård kamp, siger Napoli-træneren.

I det italienske holds to første kampe har han valgt at spare flere af de normale stamspillere, og det kan meget vel også blive tilfældet i kampen mod FCM.

- Jeg planlægger at skifte et par spillere, men hvem det er, må jeg vente med at beslutte til efter træningen torsdag, når jeg har set dem, siger Maurizio Sarri.

Italienerne kom et par timer for sent til Danmark onsdag aften, da der var problemer med flyet i Italien.

/ritzau/