Narko-laboratorium fundet i Nordjylland

Politiet har afsløret et illegalt laboratorium i Nordjylland, hvor der er fremstillet mange kilo amfetamin.

Indtil videre tror politiet, at der har været produceret cirka 45 kg på stedet, men mængden er ikke endeligt fastlagt.

I forbindelse med sagen er fire mænd blevet fængslet. Det skete i et retsmøde i begyndelsen af oktober, men Nordjyllands Politi har besluttet først fredag at offentliggøre detaljer om sagen.

Tre af de sigtede i sagen er hollandske statsborgere, mens den sidste er dansker. De er i alderen fra 36 til 54 år. De fire nægter sig skyldige.

Den ulovlige fremstilling er sket et sted "i oplandet til Aalborg", oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Under efterforskningen samarbejder dansk politi med kolleger i Holland, og i Eindhoven er der gennemført en større aktion med anholdelser og ransagninger.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV