Narkohandlere anholdt på Sjælland

Københavns Politi har i en hidtil mørkelagt sag og ved flere aktioner anholdt i alt seks personer og beslaglagt mere end 300 kilo hash, halvandet kilo kokain og omkring 600 gram amfetamin.

Torsdag den 4. juli ransagede Københavns Politis Afdeling for Organiseret Kriminalitet efter længere tids efterforskning en lejlighed på Amager.

Under ransagningen fandt og beslaglagde politiet halvandet kilo kokain, otte et halvt kilo hash og 220.000 kroner.

Lejlighedens indehaver, en 50-årig dansk mand, og en 48-årig dansk mand med bopæl i Holland, der midlertidigt overnattede i lejligheden, blev anholdt samme dag.

Politiet mørkelagde efterforskningen, og begge mænd blev fremstillet i dommervagten for dobbelt lukkede døre.

Den 50-årige blev fængslet i isolation til den 15. juli, mens den 48-årige blev fængslet i 27 dage og ligeledes med isolation til foreløbig den 15. juli.

- Anholdelserne er den foreløbige kulmination på en længere efterforskning mod et kriminelt netværk, fortæller politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis Afdeling for Organiseret Kriminalitet.

Torsdag den 11. juli slog Københavns Politi til igen og ransagede yderligere ni adresser i det storkøbenhavnske område - fordelt på Sydhavnen, Amager, Valby, Christianshavn, Gentofte og et sommerhus i Nordsjælland.

Under aktionen blev også fire biler og en båd ransaget. Ved ransagningerne blev der fundet cirka 300 kilo hash, cirka 600 gram amfetamin samt kontante pengebeløb.

Under aktionen foretog Københavns Politi anholdelse af fire mænd på henholdsvis 45, 47, 48 og 52 år.

Den 48-årige blev løsladt af politiet efter afhøring, hvor han blev sigtet for besiddelse af over fire kilo hash, mens de tre øvrige vil blive fremstillet i dommervagten fredag.

Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fortæller, at de fire anholdte alle sættes i forbindelse med handel af hash og "hårde stoffer". Ingen af dem har ønsket at udtale sig til politiet.

- Det er vores opfattelse, at den 45-årige er lederen af netværket. Vi har sigtet ham for handel med et kilo kokain samt forsøg på handel med yderligere et kilo, oplyser Steffen Thaaning Steffensen.

Han er desuden sigtet for flere forhold af handel med i alt cirka 800 gram amfetamin og handel med hash.

Den 48-årige sigtes for forsøg på handel med et kilo kokain og flere forhold af handel med i alt cirka 800 gram amfetamin samt besiddelse af omkring et halvt kilo amfetamin.

Endelig har politiet sigtet den 52-årige for besiddelse af cirka 50 gram amfetamin og flere kilo hash.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV