Narkosmugler halshugget efter pillefund

En officiel skarpretter i Al-Jawf-provinsen i den nordlige del af Saudi-Arabien har tirsdag hugget hovedet af en syrer.

Den henrettede mand er af indenrigsministeriet i Riyadh, Saudi-Arabiens hovedstad, identificeret som Mohammed Darwish.

Han blev tidligere dømt til døden, efter at han blev anholdt af myndighederne, som opdagede, at den syriske statsborger forsøgte at smugle et stort antal narkotikapiller ind i Saudi-Arabien.

Der foreligger ikke oplysninger om, hvornår forbrydelsen skete, eller hvilken slags piller der er tale om.

Dødsdomme i Saudi-Arabien eksekveres normalt ved halshugning, og det sker ofte på offentlige pladser.

Henrettelsen af Darwish var den første i år.

I 2011 blev 76 mennesker henrettet ved halshugning i landet, viser en optælling fra det franske nyhedsbureau AFP, der baserer tallet på officielle oplysninger fra de saudiarabiske myndigheder.

Saudi-Arabien er et stærkt muslimsk land, der baserer sin lovgivning på en streng fortolkning af den islamiske sharialovgivning og levevis.

Narkotikaforbrydelser, mord, voldtægt og væbnet røveri hører til de forbrydelser, der kan koste dødsstraf i landet.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip