Narkosmuglere udvises efter lange fængselsstraffe

Dermed er byretsdommen fra august sidste år blevet stadfæstet for den 27-årige og den 30-årige, der begge fik ti års fængsel. Til gengæld har landsretten skærpet dommen over den 34-årige bagmand, der fik 14 års fængsel, to år mere end i byretten.

Med den skærpede straf til bagmanden har Vestre Landsret fulgt anklagemyndighedens oprindelige påstand om 14 års fængsel, som byretten år vurderede for hård.

Alle tre mænd udvises af Danmark for bestandig, når de løslades efter endt afsoning. Der er tale om relativt hårde udvisningsdomme, da både den 30-årige og den 34-årige har familie i Danmark og børn, som er danske statsborgere. Bagmanden bliver udvist til sit hjemland Syrien, mens de to øvrige udvises til Libanon.

De tre mænd, der alle er bosat i Aarhus-området, blev oprindeligt tiltalt sammen med en fjerde mand for at have smuglet 47 kilo heroin fra Mellemøsten til Europa. I byretten i august sidste år blev den ene, en nu 35-årig mand frifundet, og frifindelsen blev stadfæstet i landsretten torsdag.

Politiet fik nys om sagen, da en 36-årig dansk-irakisk kvinde med bopæl i Aarhus blev anholdt i Istanbul i Tyrkiet i 2011 med 9,6 kilo heroin. Efterfølgende fik man mistanke til de fire mænd i Aarhus.

Kvinden er siden blevet løsladt fra fængslet i Tyrkiet, men har fortsat udrejseforbud.

Dagens Gossip