Nasdaq idømt kæmpebøde for Facebook-katastrofe

Nasdaq har accepteret at betale den største bøde, ti millioner dollars eller 57,7 millioner kroner, som til dato er givet en amerikansk børs, for de »dårlige systemer og beslutninger«, der skabte kaos og i perioder gjorde det umuligt at handle Facebook-aktien.

Det er de amerikanske børsmyndigheder, Securities and Exchange Commission (SEC), der nu endelig kan afslutte den langvarige sag. Nasdaq har kæmpet kraftigt imod bødekravet.

Facebook gik på børsen i maj 2012 efter mange måneders hysteri blandt investorerne. Prisen var skruet op til 16 milliarder dollars, men teknikken fungerede ikke, og i løbet af de første timer mistede mange overblikket og vidste ikke, om de ejede eller ikke ejede aktier.

Ifølge SEC formåede Nasdaqs systemer ikke at håndtere det store pres, som børsnoteringen medførte. Oveni traf Nasdaqs ledelse »en række ildevarslende beslutninger, som førte til overtrædelse af reglerne«.

SEC siger, at systemafbrydelser alt for ofte forklares med tekniske problemer, men at det i dette tilfælde er selve systemets opbygning og derefter ledelsens handlinger, der er problemet.

Facebook-aktien raslede ned kort efter børsnoteringen og har aldrig genvundet sin værdi. Onsdag blev den handlet til 23,58 dollars mod de 38 dollars, som investorerne for et år siden betalte for hver aktie. Dermed har især Facebook-stifter og -topchef, Mark Zuckerberg, mistet milliarder af kroner.

Nasdaq har tidligere betalt de 10,8 millioner dollars, som børsen tjente på noteringen, til investorerne som del af et frivilligt forlig. Også investeringsbanken Morgan Stanley, der stod for børsnoteringen af Facebook, er kommet i skudild.

Dagens Gossip