Naser Khader genopstiller til Folketinget for K

Skrevet af admin

17/02/2015

Mest læste i dag

Naser Khader genopstiller som folketingskandidat for De Konservative i Østjylland. Det skriver flere medier tirsdag aften.

Efter knapt fire år væk fra Folketinget vender Naser Khader nu tilbage til dansk politik.

- Jeg er nået til den konklusion, at det er det helt rigtige at gøre. Jeg føler, at jeg kan bidrage med noget, som ikke findes i dansk politik i øjeblikket, siger Naser Khader til Jyllands-Posten tirsdag.

Khader er udset til at overtage Tom Behnkes plads i Aarhus Syd og Skanderborg-kredsene. Det kommer dog først officielt på plads torsdag ved generalforsamlingerne i de to kredse, skriver Jyllands-Posten.

Behnke har tidligere meddelt, at han af private årsager trækker sig fra Folketinget efter den nuværende valgperiode.

Så sent som 20. januar skrev Naser Khader i en sms til Ritzau, at han ikke på nuværende tidspunkt havde planer om at komme tilbage i dansk politik, efter TV2 Østjylland ellers havde sat ham i spil til at tage over for netop Tom Behnke.

Fire uger senere er Khaders holdning en anden.

Efter planen holder Naser Khader onsdag et pressemøde klokken 13 i Aarhus, hvor han vil annoncere sit kandidatur.

Khader har tidligere siddet i Folketinget for Radikale Venstre og Liberal Alliance.

/ritzau/