Naser Khader: Lidegaard indgår en pagt med djævlen

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

Syrien-ekspert Naser Khader er stor modstander af, at udenrigsminister Martin Lidegaard (R) nu vil forhandle fred med Syriens diktatoriske præsident, Bashar al-Assad

Han mener ikke, at man bør indgå fredsforhandlinger med en præsident og et regime, der har benyttet sig af kemiske våben mod sin befolkning.

Fredag fortæller Lidegaard til Berlingske, at man bliver nødt til at acceptere Assad som forhandlingspartner for at opnå fred, selvom Danmark i flere år har støttet den syriske moderate opposition i kampen mod netop Assad.

Men den køber Khader ikke. Han mener langt fra, at den vestlige verden bør indgå forhandlinger med en præsident, der "har blod på hænderne."

- Det er et knæfald, og det er i strid med alt det, som Vesten har sagt de sidste tre år. Assad er en krigsforbryder, og han har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning.

- I virkeligheden bør han gå af i stedet for at forhandle fred med Vesten, siger Naser Khader.

Han mener også, at Lidegaard lukker øjnene for de brutale gerninger, som Assads styre har gjort mod sit folk, og for Assads samarbejde med Islamisk Stat.

- Assad har slået flere syrere ihjel, end Islamisk Stat har gjort indtil nu. Han har også været med til at skabe Islamisk Stat, da han løslod flere hundrede jihadister tilbage i februar 2012 - blandt andet manden der leder al-Qaeda i Syrien.

- Så man ender med at indgå en pagt med djævlen, i stedet for at gøre det der i virkeligheden er nødvendigt - hvilket er at sætte landtropper ind i Syrien. Du kan ikke vinde over Islamisk Stat ved kun at angribe fra luften, siger han.

Naser Khader mener, at man kan sammenligne situationen i Syrien i dag med det gamle Nazityskland.

- At forsøge at skabe fred med Assad svarer til, at vi tilbage i 1943 forhandlede med Hitler for at skabe fred, fordi han var for stærk, men samtidig så bort fra alle de frygtelige ting han har gjort. Det samme gør sig gældende her.

- Assad skal man ikke forhandle med, han skal bare stødes fra magten, siger Naser Khader.

/ritzau/