Nationalbanken advarer mod bankers klynkeri

Der bliver klynket lige lovlig meget i de danske banker. Det mener Nationalbankdirektør, Lars Rohde.

I et brev sendt onsdag til Erhvervs - og Vækstminister, Annette Vilhelmsen, gør han derfor opmærksom på, at han er uenig i bankernes argumenter om, at det vil blive dyrere for dem at finde finansiering, hvis de bliver pålagt strengere kapitalkrav. Det skriver Jyllands-Posten.

»Det er Nationalbankens vurdering, at stigende finansieringsomkostninger er et dårligt argument for, at pengeinstitutter ikke skal holde mere egenkapital. Derimod bevirker en højere egenkapital, at pengeinstitutter er i stand til at modstå større tab uden at blive nødlidende,« skriver Lars Rohde i brevet.

Danmark i front med skrappe bank-krav

Siden 2011 er har Danmark været førende i EU-sammenhæng i forhold til at skærpe sine krav overfor bankerne.

Senest har et udvalg under Erhvervs - og Vækstministeriet identificeret seks såkaldte SIFIer; systemisk vigtige banker og realkreditinstitutter. 

Rapportens anbefalinger går på, at SIFIerne vil blive pålagt betydeligt skærpede krav til kapital og likviditet. Til gengæld vil staten holde hånden under dem, hvis de skulle blive økonomisk nødlidende.

Banker: Hård linje kan skade samfundet

Men bankernes organisation, Finansrådet mener altså, at den hårde linje herhjemme kan skade tilliden til de danske bankers og dermed også forværre samfundsøkonomien. I et høringssvar til SIFI-rapporten skriver rådet blandt andet, at:

»Der er en fare for, at den foreslåede krisehåndteringsbuffer og de mange triggere (både for kapitalinstrumenter og tilsynsmæssige aktiviteter) risikerer at forstærke en finansiel krise,« skriver Finansrådet og fortsætter senere:

»Hvis et institut kommer i nærheden af triggere, kan det få meget svært ved at refinansiere sin ansvarlige kapital/seniorgæld i situationer med markedsuro, hvilket kan forstærke situationer med markedsuro.«

Også flere banker har i deres høringssvar til rapporten klaget over uheldige bivirkninger ved de nye SIFI-regler.

Rohde: Forkerte præmisser bag brok

Men bankernes konklusion bygger på nogle forkerte præmisser, skriver Lars Rohde altså i sit brev til Annette Vilhelmsen.

Her henviser han ifølge Jyllands-Posten blandt andet til en undersøgelse fra Nationalbanken, der omvendt viser, at det bliver væsentligt billigere for bankerne at skaffe finansiering, hvis mængden af deres egenkapital øges.

Finansrådet har hørt om Lars Rohdes brev.

»Det er muligvis atypisk, at nationalbankdirektøren gør det, men han er jo fri til at ytre sig, som han vil,« siger direktør i Finansrådet Jørgen Horwitz til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip