Nationalbanken dropper negativ rente

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

For første gang siden juli 2012 har Nationalbanken besluttet at hæve renten på indskudsbeviser. Renten sættes op med 0,15 procentpoint til 0,05 procent.

Det oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse torsdag.

For de danske boligejere kan renteforhøjelsen få den betydning, at deres boliglån bliver en anelse dyrere, forklarer makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen.

- Den rente, som der er blevet pillet ved i dag, bestemmer, hvilken rente bankerne låner til mellem hinanden. Og når den rente stiger, så vil det forplante sig til resten af markedet, hvilket selvfølgelig også betyder, at boligrenterne kan stige en smule, siger han.

Nationalbanken måtte i sommeren 2012 sænke renten til et negativt niveau, fordi den buldrende gældskrise i eurozonen tvang udenlandske investorer til at sende deres penge mod Danmark, der var en sikker havn.

- Derfor kan dagens renteforhøjelse også ses som et udtryk for, at investorerne og det finansielle marked er ved at vende tilbage til normalen, siger Peter Bojsen Jakobsen.

Den udlægning erklærer Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, sig enig i.

I en pressemeddelelse fastslår han dog, at renteforhøjelsen ikke bør give de danske boligejere grå hår.

- Selvom højere renter lyder ubehageligt, så er det dog værd at holde fast i, at det sker på en positiv baggrund, og da renteniveaet som bekendt fortsat er ekstremt lav, så ser vi ingen grund til bekymring for hverken økonomi eller boligejere på baggrund af dagens rentestigning, siger han.

Nationalbanken oplyser, at man fastholder udlånsrenten på 0,20 procent og rører heller ikke ved hverken udlånsrenten eller foliorenten, der begge fortsat ligger på 0 procent.

/ritzau/