Nationalbanken fastholder lille vækst i Danmark

Nationalbanken holder fast i, at væksten i Danmark ender på 0,8 procent i år, 1,7 procent til næste år og 2,0 procent i 2016.

Det fremgår af bankens kvartalsoversigt, der blev offentliggjort onsdag.

Nationalbanken næsten halverede vækstskønnet for 2014 i september fra 1,5 til 0,8 procent. Men denne gang røres der altså ikke ved væksten i bruttonationalproduktet, BNP.

I samme omgang er der blot en lille justering af bruttoledigheden på 1000 flere ledige i år til 135.000 ledige.

Nationalbanken forventer, at ledigheden vil falde til næste år til 124.000 ledige, og 117.000 i 2016.

Nationalbankdirektøren, Lars Rohde, siger på et pressemøde, at det samlet set er positivt for dansk økonomi, at olieprisen er faldet kraftigt de seneste måneder. Olieprisen er faldet med cirka 40 dollar pr. tønde siden i sommer.

- Først og fremmest indebærer det en massiv indkomstoverførsel fra olieproducerende lande til olieimporterende lande, siger Lars Rohde ifølge Ritzau Finans.

Isoleret set vil de lavere oliepriser give en vækst i det danske bruttonationalprodukt på 0,3 procent.

Faldet i olieprisen betyder, at den løbende betalingsbalance isoleret set bliver 13 milliarder kroner højere. Men til gengæld svækkes de offentlige finanser med cirka fem milliarder kroner på grund af faldende skatteindtægter.

Det forøger ifølge Lars Rohde risikoen, at den målte inflation falder næste år. Omvendt hæfter nationalbankdirektøren sig ved, at der begynder at være tegn på lønstigninger.

- Trods lave lønstigninger har vi en positiv reallønsudvikling, og det understøtter privatforbruget, siger Lars Rohde.

/ritzau/

Dagens Gossip