Nationalbanken i historisk milliard-forsvar for kronen

Skrevet af admin

03/02/2015

Mest læste i dag

Nationalbanken har haft mere end almindelig travlt med at gøre den danske krone mindre populær.

Kronen har været så stærk, at Nationalbanken i januar har købt udenlandsk valuta for 106,6 milliarder kroner. Det er historisk rekord på en enkelt måned. Dermed bugner valutareserven med 564,1 milliarder kroner, hvilket er historisk højt.

Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian siger, at en medvirkende årsag til presset på kronen kan være, at store danske pensionskasser har solgt ud i udlandet.

- De har set, at de kan få et større afkast i danske kroner end i euro, og derfor har de i et vist omfang solgt ud af euroinvesteringerne og købt op i danske papirer. Europa er jo noget unormal for tiden.

- Det er da en vis form for spekulation, men presset på kronen er ikke et udtryk for en traditionel valutakrise, siger Steen Bocian til Ritzau.

Pensionskasserne får nye penge ind fra danskernes opsparing hver eneste måned, og der er store summer, der skal investeres og store investerede milliardbeløb, der skal plejes.

Når Nationalbanken køber op i udenlandsk valuta, betegnes det populært som at starte seddelpressen og trykke nye penge. Men der er fysisk ikke spyttet nye milliarder ud af seddelpressen.

- Det hele foregår elektronisk, når Nationalbanken køber op, siger Steen Bocian.

Forud har Nationalbanken sænket renten på indskudsbeviser tre gange på to uger, så den i dag er minus en halv procent.

Desuden valgte Finansministeriet fredag på opfordring fra Nationalbanken at stoppe salget af statsobligationer for at dæmpe trykket fra udlandet.

- Effekten af den sidste rentesænkning og Nationalbankens stop for salg af statsobligationer har vi ikke set effekten af endnu. Det kom efter, at valutareserven for januar blev gjort op onsdag i sidste uge, siger Steen Bocian.

Nationalbanken vil over den kommende tid fortsat vil være aktive på valutamarkedet for at sælge danske kroner, forudser senioranalytiker hos Nordea Jan Størup Nielsen.

- Vi forventer, at dette kronesalg vil blive ledsaget af en nedsættelse af renten på indskudsbeviser med yderligere 0,25 procentpoint, og det kan ikke udelukkes, at der introduceres nye ukonventionelle tiltag i det uforbeholdne forsvar af fastkurspolitikken, siger Jan Størup Nielsen.

/ritzau/