Nationalbanken sænker toneangivende renter

Med virkning fra 20. januar 2015 nedsætter Nationalbanken udlånsrenten og indskudsbevisrenten med 0,15 procentpoint.

Det fremgår af en meddelelse fra Nationalbanken.

Nedsættelsen betyder, at udlånsrenten lander på 0,05 procent, mens indskudsbevisrenten rammer minus 0,20 procent.

Rentenedsættelsen kommer, efter at den schweiziske centralbank torsdag fjernede sit loft over schweizerfrancen.

Det fik flere økonomer til at spekulere i, at Nationalbanken kunne finde på at træde til med en sænkelse af renten.

Grunden til spekulationerne om en rentenedsættelse var, at den schweiziske centralbank har frigjort den lokale valutas tilknytning til euroen.

Det har styrket værdien af den danske krone og gjort det attraktivt for investorer at handle i Danmark, hvor renten samtidig er højere end i eurozonen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV