Nationalbanken ser en spids mere optimistisk på 2013

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Det ser en lille spids mere positivt ud for den danske økonomi for hele 2013, end Danmarks Nationalbank ventede for tre måneder siden.

Nationalbanken foretager i sin seneste kvartalsoversigt kun marginale justeringer i prognosen for dansk vækst de kommende år.

For 2013 forudses nu en vækst på 0,4 procent, hvilket er 0,1 procentpoint højere end i bankens prognose fra september. Men det er ikke tegn på, at et decideret opsving nødvendigvis er lige om hjørnet.

- Der har været positiv vækst i dansk økonomi de sidste to kvartaler. Det afspejler hovedsagelig fremgang i eksporten og det offentlige forbrug, mens det private forbrug fortsat ikke har løftet sig, skriver Nationalbanken i prognosen.

- Det er derfor endnu ikke entydigt, om et selvbærende opsving er i gang, lyder det.

I 2014 og 2015 skønnes vækstrater på henholdsvis 1,5 og 1,6 procent, hvilket er en marginal nedjustering på 0,1 procentpoint for begge år i forhold til for tre måneder siden.

Nationalbanken vurderer, at det er de danske forbrugere, der får hænderne op ad lommen og vil trække væksten op i Danmark de kommende år.

- Usikkerheden om den økonomiske udvikling er blevet mindre. Det afspejler sig blandt andet i, at forbrugertilliden løftede sig i løbet af sommeren, især fordi forbrugerne ser mere positivt på dansk økonomi.

- Samtidig er der mere positive takter på boligmarkedet, skriver Nationalbanken.

Banken skønner en vækst i privatforbruget i 2013 på 0,6 procent, og at det vil stige til 1,5 procent i 2014 og yderligere til 2,0 procent i 2015.

/ritzau/