Nationalbanken ser lysere tider for boligmarkedet

Der blæser milde vinde over boligmarkedet. Det vurderer Nationalbanken, som i sin nye prognose forudser gennemsnitlige prisstigninger på 2,5 procent i år.

Opsvinget vil starte i Københavnsområdet og brede sig til resten af landet. I 2014 ventes priserne at stige med 2,3 procent fulgt af 2,5 procent i 2015.Dermed markerer Nationalbanken sig blandt de mest optimistiske, hvad angår boligmarkedet.

»For tre uger siden fremlagde regeringen deres bud på boligprisudviklingen i de kommende år. For to uger siden fulgte vi i Nordea efter, og i dag er Nationalbanken så på banen. Dertil kommer vismændenes seneste prognose fra maj 2013. Sammenligner man prognoserne, bør man som boligejer håbe på, at det er Nationalbanken, som får ret i deres prognose, mens man som kommende boligkøber, bør håbe på, at det er vismændene,« skriver Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea i en kommentar til Nationalbankens Kvartalsoversigt for tredje kvartal, som er offentliggjort onsdag.

Hun har regnet på, hvordan prisen på et hus, der kostede 1.500.000 kroner den første januar 2013, vil udvikle sig frem mod udgangen af 2014, hvis prisen stiger jævnt hen over de enkelte år i prognoseperioden.

»..regeringen (forventer), at prisen vil være steget til 1.588.000 kr. ved udgangen af 2014, Nordea forventer en pris på 1.580.700 kr. og Nationalbanken en pris på 1.589.000 kr. Dertil kommer så den knap så optimistiske prognose fra vismændene, som forudsiger en pris på 1.541.000 kroner,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Også i Realkredit Danmark glæder man sig over den positive boligmarkedsprognose, Cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig advarer dog imod helt at afblæse krisen på boligmarkedet.

»Det er dog stadig for tidligt at blæse skyfri himmel for boligmarkedet - boligmarkedet har således stadig sine udfordringer at kæmpe med. Der er stadig prisfald i tæt ved halvdelen af landets kommuner, der er et stort udbud af boliger til salg, lav handelsaktivitet i en historisk kontekst og lange udbudstider, og endvidere venter der en potentiel stor udfordring på den lidt længere bane, når renterne før eller siden vil bevæge sig op imod mere 'normale' niveauer,« skriver Christian Hilligsøe Heinig.

Han betegner Nationalbankens prognose som »langt fra urealistisk« og forklarer de positive tendenser med lave renter og en mindsket økonomisk usikkerhed.

For den samlede økonomi sænker Nationalbanken sit vækstskøn med 0,2 procentpoint og regner nu med, at økonomien vil vokse med 0,3 procent i år. For 2014 sænkes vækstskønnet med 0,1 procentpoint til 1,6 procent, mens væksten fortsat ventes at stige til 1,7 procent i 2015.

Dagens Gossip