Nationalistisk serber frifindes for krigsforbrydelser

Skrevet af admin

31/03/2016

Mest læste i dag

Den ultranationalistiske serbiske politiker Vojislav Seselj er ved Den Internationale Domstol i Haag torsdag blevet frifundet for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under krigene i Eksjugoslavien i 1990'erne.

Den 61-årige Seselj var anklaget for at anstifte til forfølgelse og mord på muslimer og kroater under krigene på Balkan fra 1991 til 1995.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig.

Sagen har kørt siden 2003, hvor han blev udleveret til krigsforbryderdomstolen.

Seselj var ikke selv til stede ved domsafsigelsen, da han befinder sig i den serbiske hovedstad, Beograd.

Her har han været på fri fod siden 2014, efter at han i omkring ti år sad varetægtsfængslet i Haag. Løsladelsen skete, blandt andet fordi Seselj blev kræftsyg.

FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) står bag domsafsigelsen, og domstolens formål er at få holdt involverede personer fra borgerkrigen ansvarlige for deres handlinger. Det drejer sig blandt andet om folkemord.

/ritzau/