Nationalmuseet udstiller Danmarks første fixerum

Skrevet af admin

14/03/2014

Dagens topnyheder

En ombygget tysk ambulance har turneret på Vesterbro siden 2011 og har forsynet stofmisbrugere med rene sprøjter og hjælp fra frivillige læger og sygeplejersker.

Nu skal den såkaldte Fixelance udstilles på Nationalmuseet, som har optaget Danmarks første fixerum i museets permanente samling, skriver stofmisbrugernes magasin, Illegal.

Da Fixelancen første gang rullede ud på de københavnske gader, var fixerum endnu ikke lovlige her i landet.

Derfor er der også god grund til at køre den tidligere ambulance på pension på museum, mener Christian Sune Pedersen, som er overinspektør på Nyere Tid og Verdens Kulturer på Nationalmuseet.

- Der er mange gode og problematiske historier forbundet med Fixelancen, her under de seneste års historie om stoffer, skæbner på kanten, velfærdshistorie, byudvikling og ikke mindst privat og frivilligt initiativ, siger han til magasinet.

- I det øjeblik, Fixelancen triller ind over dørkarmen til Nationalmuseet, så indgår den i selskab med de mange andre genstande og kan også bidrage til andre store historier som for eksempel historien om rusmidler i Danmark, uddyber han.

Det er den ene af i alt to Fixelancer, der bliver udstillet.

Ud over at blive en del af den permanente samling skal Fixelancen også udstilles i Nationalmuseets forhal sidst i april. Derfor har konservatorer siden januar arbejdet på bilen, som blandt andet skulle tømmes for olie og diesel.

Ni måneder efter Fixelancens første bruger trådte ind i vognen, blev regeringens lovforslag om fixerum vedtaget.

Det første permanente fixerum åbnede i oktober 2012, hvorefter foreningen bag Fixelancen nedlagde sig selv, og Københavns Kommune overtog de to mobile fixerum.

Siden introduktionen af Fixelancen er der ikke sket et eneste dødsfald i de fem fixerum, der efterfølgende er blevet etableret i København, Odense og Aarhus.

/ritzau/