Nato advarer Rusland og oprørere i Ukraine

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Nato advarede onsdag Rusland om, at det vil være "uacceptabelt", hvis de russisk-støttede oprørere forsøger at tage mere territorium i Ukraine.

I en erklæring fra Nato hedder det, at alliancens medlemsstater er enige om behovet for, at "alle parter udviser tilbageholdenhed."

- Rusland har et særligt ansvar for at finde en politisk løsning. Ethvert forsøg, der gøres for at vinde mere territorium i Ukraine fra separatisternes side vil være uacceptabelt for det internationale samfund, siger en talskvinde for Nato, Carmen Romero, i en erklæring.

Advarslen fra Nato kommer efter en ny bølge af vold i det østlige Ukraine.

Kort forinden havde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagt, at Moskva ønsker at se Tysklands og Frankrigs ledere lægge mere pres på den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, for at få ham til at implementere en fredsplan for det østlige Ukraine.

Ukraine giver oprørerne skylden for brud på en skrøbelig våbenhvile, og Vesten siger, at Rusland har stået bag oprøret i det østlige Ukraine siden april 2014 og har støttet separatisterne med soldater, våben, efterretningsoplysninger og penge.

Det bliver afvist af Moskva.

Konflikten mellem de ukrainske regeringsstyrker og oprørerne har kostet op mod 7000 mennesker livet. Kampene blev dæmpet af en våbenhvileaftale i februar, men kampene er blevet stadigt mere intensiveret i de seneste dage. Mandag blev 10 meldt dræbt - både soldater og civile.

Frankrig besluttede tidligere i denne måned, at det vil beholde de Mistral krigsskibe, som skulle have været leveret til Rusland. Leveringen blev stoppet som direkte konsekvens af konflikten i Ukraine, hvor Rusland beskyldes for at spille en afgørende rolle.

Det vakte betydelig kritik i EU-kredsen, da Frankrig i første omgang insisterede på at gennemføre handlen, netop som EU begyndte at indføre sanktioner mod Rusland.

Handlen havde en samlet værdi af ni milliarder danske kroner.

/ritzau/AFP