Nato-chef kalder angreb i Bruxelles for kujonagtigt

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

Angrebene i Bruxelles, som tirsdag morgen har kostet mindst 34 livet, er udført af kujoner, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, få timer efter, at hjertet af Europa blev ramt.

Det store antal dræbte er tragisk, siger chefen for Nato, hvis hovedkvarter ligger under ti minutters kørsel fra lufthavnen Zaventem, som blev ramt af to eksplosioner klokken 8.

- Mine tanker er hos dem, som har mistet deres nærmeste. Med alle dem, der er ramt og med Belgiens folk. Vi står alle sammen med vores allierede Belgien på denne mørke dag.

- Dette er et kujonagtigt angreb. Et angreb på vores værdier og vores åbne samfund. Terrorisme vil ikke sejre over demokrati eller tage vores frihed fra os, siger Jens Stoltenberg i en pressemeddelelse.

Lufthavnens ene eksplosion fandt sted i afgangshallen.

Klokken cirka 9.25 ramte en anden eksplosion metrostationen Maelbeek, som ligger mellem nogle af EU's største institutioner som EU-Kommissionen og EU-Parlamentet.

20 personer mistede livet ved metrostationen Maelbeek, mens 14 blev dræbt ved et tilsyneladende selvmordsangreb i lufthavnen i den belgiske hovedstad.

Alle metrostationer og al offentlig transport er lukket efter eksplosionerne, skriver Reuters.

Udenrigsministeriets Borgerservice har ikke på nuværende tidspunkt meldinger om eventuelle danskere blandt de tilskadekomne ved eksplosionerne i Bruxelles.

Belgiens premierminister, Charles Michel, kalder angrebene for blinde, voldelige og feje angreb.

/ritzau/