Nato-chef: Paris-angreb er ikke krig mellem islam og Vesten

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

De blodige angreb i Paris, som fredag aften kostede knap 130 mennesker livet, er udtryk for en kamp mellem ekstremister og demokrati - ikke islam og den vestlige verden.

Det mener Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- Dette er ikke en kamp mellem den muslimske verden og den vestlige verden. Det er en kamp mellem ekstremister, kriminelle og mennesker, der tror på fundamentale værdier som frihed og respekt for menneskerettigheder, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fredag aften gik adskillige gerningsmænd til angreb seks forskellige steder i den franske hovedstad, Paris. De både skød ofre og detonerede bomber, de havde spændt om livet.

Frankrigs præsident, François Hollande, har tidligere sagt, at den islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) står bag, og IS har samtidig lørdag meddelt, at den militante bevægelse står bag angrebene.

Den blodige aften i Paris får Nato-chefen til at slå fast, at ingen lande eller byer kan føle sig trygge.

- Det (fredagens angreb, red.) viser, at vi er sårbare. Ingen samfund er 100 procent trygge og sikre. Vi har før set, at terror rammer uskyldige og rammer vilkårligt, siger Stoltenberg ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Svaret er ikke at opgive kampen. Svaret må være at forstærke indsatsen for åbne, frie samfund - både gennem militære midler, politiske midler og gennem en værdikamp, siger han videre.

Den tidligere norske statsminister understreger samtidig, at Nato fordømmer angrebene mod Frankrig.

- Angrebet er ikke kun et angreb mod uskyldige mennesker i Paris eller mod Frankrig, men det er et angreb på vores kerneværdier som frihed og demokrati. Målet med disse forfærdelige terrorangreb er at skræmme og intimidere os, men de vil kun styrke os.

- Vi vil fortsat stå fast og forenet i vores forsvar for demokrati. Det vil tage tid, men vi vil vinde, for vores værdier er overlegne i forhold til dem, ekstremisterne står for, siger Jens Stoltenberg til AFP.

/ritzau/