Nato-fly overvåger nu Polen og Rumæniens grænser

Skrevet af admin

10/03/2014

Dagens topnyheder

Nato har indsat Awacs overvågningsfly over Polen og Rumænien, oplyser den vestlige alliance i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.

Awacs fly kan blandt andet spore og følge flybevægelser i store områder.

Den militære øverstbefalende for Nato-styrkerne, general Philip Breedlove fra det amerikanske luftvåben, gav grønt lys for indsættelsen af flyene mandag.

- Flyene skal styrke alliancens beredskabsmæssige opmærksomhed på situationen, siger en anonym talsmand for alliancen uden at henvise direkte til krisen omkring Ukraine og tiltagende spændinger mellem Vesten og Rusland.

Ukraine og EU vil måske den 21. marts underskrive den politiske del af en associeringsaftale, som kan forstærke båndene mellem dem, siger den fungerende ukrainske udenrigsminister.

- Det er vores opfattelse, at der er politisk vilje, samtidig med, at forberedelserne er gjort. Den 21. marts er en mulig dato, siger Andrij Desjtjysia til nyhedsbureauet Interfax.

Et topmøde er planlagt til den dag med EU's ledere.

Den afsatte ukrainske præsident Viktor Janukovitj foretog en kovending i forhold til en lignende aftale i november, hvilket førte til den dybe krise i Ukraine.

Den ukrainske udenrigsminister siger også, at Ukraine måske vil rejse sag mod Rusland ved internationale domstole.

/ritzau/AFP