Nato holder fast i budgetmål - sådan da

Skrevet af admin

05/09/2014

Mest læste i dag

De 28 Nato-lande har på deres topmøde i Wales taget hinanden i ed på, at de vil sigte mod at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar om 10 år - men med fleksibilitet for lande, der i øvrigt leverer, hvad Nato har brug for.

Målet om at bruge to procent på forsvar er med i topmødeerklæringen. Men der er også manøvrerum for lande som Danmark, der fremfører, at man har et meget effektivt forsvar og altid stiller op, når der er brug for det i Nato.

- Vi er enige om at vende trenden med faldende forsvarsbudgetter, vi vil bruge vores penge så effektivt som muligt og fremme en mere afbalanceret fordeling af byrder og ansvar, hedder det blandt andet i topmødeerklæringen.

Af topmødeerklæringen fremgår, at lande, der allerede lever op til to procents målet, skal sørge for at blive ved med det.

Lande, der ikke lever op til målet, skal leve op til tre betingelser: Stoppe fald i forsvarsbudgettet, søge at sætte budgettet op, når de har økonomisk vækst, og søge at nå målet på to procent i løbet af et årti.

Det sidste er formuleret på en måde, så der også er accept af, at lande ikke når op på de to procent, hvis de i øvrigt kan levere det forsvar, Nato kræver af dem.

USA har presset på for at få de øvrige Nato-lande til at bære en større del af byrden inden for Nato, dels ved at søge en meget snarlig opfyldelse af den gamle to procents målsætning, dels ved også at sikre, at mindst 20 procent af forsvarsbudgettet er øremærket til nye investeringer.

Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen siger, at han er godt tilfreds med formuleringen.

- Det er en politisk binding. Den konkrete formulering er, at vi vil sigte mod at gøre dette og hint. Det er sådan, politik fungerer.

- Der er selvfølgelig ganske meget kraft i en erklæring udstedt af 28 stats- og regeringschefer. Jeg ved som politiker godt selv, at folk ofte ikke stoler på politiske løfter.

- Det er første gang, at lederne udsender sådan en erklæring. Den er ikke udvandet. Det er så stærk en erklæring, man kan få i en politisk verden, siger Fogh og henviser til, at den nuværende situation med konflikten i Ukraine har gjort det både mere nødvendigt og nemmere at få landene til at gå med til målsætningen.

/ritzau/