Nato-lande underskriver udvidelse med Montenegro

Skrevet af admin

19/05/2016

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) og hans kolleger fra de øvrige Nato-lande har torsdag underskrevet den tiltrædelsesprotokol, der vil gøre Montenegro til Natos 29. medlemsland, formentlig i løbet af næste år.

Montenegro bliver officielt medlem af Nato, når ratifikationsprocessen er gennemført i alle lande, men indtil da vil Montenegro deltage i alle Nato-møder som observatør.

- Det er et vigtigt øjeblik for mit land, siger Montenegros premierminister, Milo Djukanovic, under ceremonien i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder det "et historisk skridt" og siger, at Montenegro nu er på vej ind i "historiens mest succesfulde alliance".

- Jeg forventer, at vi snart vil se 29 allierede flag svaje uden for Natos hovedkvarter, siger alliancens generalsekretær.

- Medlemskab bringer mere stabilitet og sikkerhed til regionen, og det vil være et klart signal om, at Natos dør står åben for partnere, der deler vores værdier, siger han.

Også Kristian Jensen glæder sig over den nye Nato-udvidelse, og han forventer en hurtig ratifikationsproces i Folketinget.

- Vi mener, det er vigtigt, at Nato er en alliance, der er åben for nye medlemmer, hvis de vil leve op til de pligter og værdier, som Nato står for. Vi synes, det er fremragende at udvide familien, siger Kristian Jensen ved ankomsten til Natos udenrigsministermøde i Bruxelles.

Rusland er til gengæld lodret imod de løbende Nato-udvidelser og ser det som en trussel, at den vestlige forsvarsalliances medlemskreds er rykket stadig tættere på de russiske grænser siden Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald.

Montenegro har blot 650.000 indbyggere og en hær på omkring 2000 soldater. Det er kun ti år siden, at det lille eksjugoslaviske land blev selvstændigt.

/ritzau/