Nato melder om usædvanlige russiske flyvninger

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Nato oplyser onsdag, at der i de seneste dage er blevet observeret usædvanligt mange russiske militære flyvninger over europæisk luftrum.

Den militære alliance har fulgt fire grupper af russiske militærfly i de seneste to døgn, I grupperne, der overfløj Østersøen, Nordsøen, Atlanterhavet og Sortehavet, indgik der blandt andet strategiske bombefly og jagerfly.

I Norge blev to F-16-fly sendt på vingerne for at holde øje med otte russiske militærfly, der fløj ud over Norskehavet og Nordsøen tæt på norsk luftrum, skriver NTB.

Det var fire Tupolev-95 bombefly og fire tankfly som fløj fra Kola og over Norskehavet i internationalt luftrum, oplyser Nato.

To af bombeflyene fortsatte mod syd over Nordsøen, hvor britiske og portugisiske jagerfly overtog observationen.

- Der var ikke sendt nogen plan ud for det russiske togt, og flyene sendte ikke positionssignaler. De havde heller ikke radiokontakt med civile flyveledere.

Letlands forsvar har meldt, at 12 russiske fly - blandt dem det avancerede jagerfly MiG-31 - har overfløjet Østersøen.

Over Sortehavet har tyrkiske fly set fire russiske fly, der blev fulgt af Natos radarer.

Natos rapport om den usædvanlige flyaktivitet nævner intet om Ukrainekrisen, men den russiske intervention i nabolandet har skabt alvorlige spændinger, og Nato har talt om den alvorligste trussel mod den amerikansk-europæiske sikkerhed siden Den Kolde Krig.

/ritzau/AFP