Nato øver sig i fiktivt forsvar af baltiske lande

Tre uger efter at soldater fra Bothnia invaderede en ø ud for Estland i jagt på landets energiressourcer, er Nato nu ved at komme esterne til undsætning.

Det er bare noget, de leger.

Men den ugelange Nato-øvelse, der har deltagelse af over 6000 Natosoldater udsendt til Polen og de baltiske lande som repræsentanter for Natos hurtige indsatsstyrke, NRF, er vigtig træning i dødelig alvor.

- Det handler om mere end blot at gøre Natos udrykningsstyrke klar til endnu et år.

- Det handler om at videreudvikle evnen til at arbejde og operere sammen.

- Det er også et synligt tegn på vores faste vilje til at være klar til at forsvare vores allierede, siger Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen onsdag under et besøg i øvelsens kommandohovedkvarter på Adazi-basen i Letland.

Øvelsen med det muntre navn Steadfast Jazz – navngivet efter særlige Nato-regler, der kræver et S og et J – har deltagelse fra samtlige 28 Nato-lande og partnerlandene Sverige, Finland og Ukraine.

Øvelsen, der er Natos første store øvelse i syv år, har fået ekstra meget opmærksomhed, fordi den finder sted i de baltiske lande lige op ad Rusland på et tidspunkt, hvor det politiske klima mellem Rusland og vesten er køligt.

Men Anders Fogh Rasmussen og præsidenterne for de tre baltiske lande forsikrer på et pressemøde alle om, at øvelsen ingenlunde er rettet mod Rusland.

- Det handler om vores selvtillid. Om tilliden til at vi kan forsvare os selv, siger den litauiske præsident, Dalia Grybauskaite.

Hun bliver suppleret af Fogh, der medgiver, at øvelsen er ment som et signal om Natos militære styrke.

- Men det er ikke et signal til bestemte lande. Det er selvfølgelig et signal til hvem, der end måtte have intentioner om at angribe Nato-allierede lande. Men jeg ser ingen tegn på, at Rusland har den slags intentioner.

- Så man kan vel sige, at det er et signal til hvem, det end måtte angå, siger Fogh.

Det overordnede mål med Steadfast Jazz er at gøre Natos udrykningsstyrke klar til tiden efter, kampmissionen Isaf lukker ned i Afghanistan med udgangen af 2014.

/ritzau/

Dagens Gossip