Nato og EU går sammen om forsvar mod cyberangreb

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

Nato og EU intensiverer samarbejdet med en aftale, som parterne fredag har underskrevet i Warszawa. Aftalen skal blandt andet styrke forsvaret mod cyberangreb.

De to organisationer har mange af de samme medlemmer, men de har ikke været for gode til at koordinere, understreger EU's præsident.

- Nogle gange kan det føles, som om vi er på to forskellige planeter - og ikke i samme by. Det giver mening at arbejde tættere sammen, siger Donald Tusk.

Både EU og Nato har hovedkvarter i Bruxelles i Belgien.

Tusk peger på, at EU og Nato har fælles interesser, når det gælder både "intern og ekstern sikkerhed".

De to organisationer styrker desuden et samarbejde om maritim sikkerhed og kampen mod hybride trusler, som er forsøg på at destabilisere en stat uden at føre egentlig krig.

Det er ikke tid til isolation, understreger EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, efter at have underskrevet aftalen.

- Aftalen, som vi underskriver i dag, har et klart budskab. Et stærkere EU betyder et stærkere Nato. Et stærkere Nato betyder et stærkere EU, siger kommissionens formand.

Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær, kalder den ny samarbejdsaftale for "en historisk beslutning".

- Hver for sig kan hverken EU eller Nato fuldt ud håndtere disse udfordringer. Men sammen har vi værktøjerne til at beskytte, siger Jens Stoltenberg.

Det hedder i det fælles dokumentet, der fylder to sider, at en hurtig implementering er essentiel.

Et dybere samarbejde mellem EU og Nato blev etableret for mere end 15 år siden.

/ritzau/