Nato: Over 1000 russiske soldater kæmper i Ukraine

Nato mener, at "betydeligt flere end 1000" russiske soldater deltager aktivt i kamphandlinger inde i selve Ukraine.

Den hollandske brigadegeneral Nico Tac fra Natos militære hovedkvarter, Shape i Mons i Belgien, siger på et pressemøde, at de russiske soldater både deltager i aktiv kamp, rådgiver de ukrainske separatister og bemander og anvender sofistikeret udstyr, som det kræver lang træning at bruge.

Ifølge Natos efterretninger har Rusland også leveret mere og bedre udstyr til de ukrainske separatister. Det drejer sig blandt andet om de stærkere T72 kampvogne i modsætning til den gamle T64, som russerne ifølge Nato tidligere har leveret.

- Vi ser dem rulle ind, siger Tac.

Ifølge brigadegeneralen har Rusland desuden omkring 20.000 mand stationeret inde i selve Rusland nær grænsen til Ukraine.

- De seneste to uger har vi set en klar optrapning i den russiske aktivitet, siger officeren, der kalder den russiske strategi "hybrid krigsførelse", men ikke ønsker at sætte ord på, om der er tale om en egentlig russisk invasion af Ukraine.

- Det er ikke op til Nato at kvalificere den indtrængen, der har fundet sted. Jeg kan forestille mig, at de ukrainske myndigheder vil forsøge at definere det. Men vi er i hvert fald på et interessant tidspunkt, siger Nico Tac.

- Det er ikke længere en usynlig hånd bagfra. Det bliver mere og mere åbent, siger Tac, der mener, at Rusland sigter mod at forlænge konflikten.

- Ruslands mål er at lette presset på separatisterne og at fryse konflikten over en længere periode. Rusland er fast besluttet på at bevare sin indflydelse i det østlige Ukraine og er villig til at anvende alle til rådighed stående midler for at sikre det, siger brigadegeneralen.

/ritzau/

Dagens Gossip