Nato reagerer køligt på Ukraines ønske om medlemskab

Skrevet af admin

02/12/2014

Dagens topnyheder

Begejstringen synes til at overskue hos Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, da han under Natos udenrigsministermøde i Bruxelles bliver spurgt om Ukraines plan om at blive optaget i den vestlige forsvarsalliance.

- Jeg overlader det til lande selv at beslutte, om de vil ansøge om medlemskab. Ukraine er et selvstændigt land, og jeg respekterer, uanset om de vil ansøge eller ej. Intet land er nogensinde blevet tvunget ind i Nato, siger Stoltenberg tirsdag på et pressemøde.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, sagde 24. november, at Ukraine sidst i dette årti vil holde folkeafstemning om, hvorvidt landet skal søge optagelse i Nato.

- Vi har udarbejdet en intens plan for de næste seks år, så landet opfylder kriterierne for at træde ind i EU og Nato, sagde Porosjenko i Kijev.

Ukrainsk medlemskab af Nato nu kan ifølge diplomater fyre yderligere op under den højspændte aktuelle konflikt med Rusland.

Præsident Vladimir Putin har gentagne gange advaret om, at det er uacceptabelt for Ruslands sikkerhed, hvis den tidligere sovjetrepublik Ukraine bliver Nato-medlem.

Nato vedtog allerede i 2008 på topmødet i Bukarest "den åbne dørs politik" og har siden flere gange gentaget, at Ukraine kan komme med i Nato, understreger Stoltenberg.

Men i 2010 satte den nu afsatte og flygtede russiskvenlige præsident Viktor Janukovitj processen i stå fra Ukraines side. 26. september i år meddelte den siddende regering i Kijev så, at Ukraine vil søge medlemskab "på kort sigt".

På et direkte spørgsmål om, hvorvidt det er bedst for ukrainerne at glemme deres ønske om at blive Nato-medlem, svarer Jens Stoltenberg:

- Gennem adskillige år har det været Ukraines holdning at være ikke-allieret, og at det er en national beslutning for det ukrainske parlament og regeringen. I Nato respekterer vi selvfølgelig et uafhængigt og suverænt lands beslutning.

- Nu ser jeg, at regeringen har meddelt, at den vil ændre det, og jeg respekterer også den beslutning. Nu må Ukraine søge medlemskab, hvis de vil, og vi vil se på det, som vi altid gør, ved at se på, om Ukraine lever op til standarder og principper, siger generalsekretæren.

/ritzau/