Nato: Russiske soldater affyrer artilleri i Ukraine

Russiske soldater har de seneste dage skudt med artillerienheder fra det russiske militær inde i Ukraine, lyder det fra Nato.

Det siger en talskvinde fra den transatlantiske forsvarsalliance til avisen New York Times.

- Russisk artilleri er indsat mod de væbnede ukrainske styrker, og det benyttes både på tværs af grænsen og inden for Ukraines grænser, siger Nato-talskvinde Oana Lungescu.

USA har tidligere beskyldt Rusland for at skyde med artilleri fra russisk grund ind over grænsen, men det er ifølge den amerikanske avis første gang, at der findes beviser på, at russerne opererer direkte fra ukrainsk territorium.

Siden midten af august har Nato modtaget adskillige efterretninger om russiske styrkers direkte indblanding deriblandt "russisk luftvåben og specialstyrker" i det østlige Ukraine, siger Lungescu.

Fredag aften er FN's Sikkerhedsråd samlet til et hastemøde om situationen i Ukraine, efter at en kolonne af russiske militærlastbiler har krydset grænsen til Ukraine uden accept fra Kijev.

Russerne hævder at komme med nødhjælp, og bilerne er alle nået frem til Lugansk, hvor der er krigshandlinger.

Blandt andre Nato har fordømt Ruslands beslutning om at krydse grænsen, og alliancens generalsekretær Anders Fogh Rasmussen stiller spørgsmål ved, om der overhovedet er tale om nødhjælp, eller om det i virkeligheden er forsyninger til væbnede separatister.

/ritzau/

Dagens Gossip