Nato vil sende penge til Ukraines militær

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen siger på et pressemøde fredag, at Nato vil oprette fire såkaldte forvaltningsfonde, der skal finansiere initiativer, der kan hjælpe Ukraine med at reformere og modernisere landets militære styrker.

Initiativerne skal sættes ind på fire områder. Logistik, kommando- og kontrolfunktion, cyberforsvar og hjælp til militærpersonel - herunder sårede soldater.

Fredag holdt Nato møde på ambassadørniveau, og ifølge Anders Fogh Rasmussen bebudede flere Nato-medlemmer konkrete finansielle bidrag til fondene.

Natos generalsekretær fastholdt samtidig, at russiske styrker deltager direkte i militære operationer i Ukraine.

- Det er en grov overtrædelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet. Det trodser alle diplomatiske bestræbelser på at finde en fredelig løsning, siger Anders Fogh Rasmussen.

Torsdag sagde Nato, at man havde bevis for, at mindst 1000 russiske soldater er sat ind i det østlige Ukraine.

Nato holder topmøde i Wales i næste uge, hvor blandt andre Ukraines præsident Petro Porosjenko vil deltage.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV