Natspisning gør dig sløv og langsomt opfattende

Skrevet af Kirstine Petersen

02/01/2016

Dagens topnyheder

Det er så fristende lige at snige sig ud i køkkenet en sen aften, åbne køleskabslågen og hapse en frikadelle eller andet godt - især i denne tid, hvor julemaden og nytårsgildet har trukket et spor af lækre rester efter sig.

Men lad være, hvis du vil tænke klart og have energi til dagens mange gøremål.

Det siger forskere ved ‘University of California, Los Angeles’ (UCLA), som har undersøgt natspisning og anden irregulær spisnings effekt på hjernen.

- Vi har for første gang bevist, at dét at spise på forkerte tidspunkter af dagen har vidtrækkende konsekvenser for vores indlæringsevne og hukommelse, siger Dawn Loh, der er en af forskerne bag studiet ifølge ScienceDaily.

Vi spiser ofte ud fra rytmer: Vi står op og spiser morgenmad, tager på arbejde og spiser frokost, og tager hjem og spiser aftensmad fx -, og rytmer er sunde for os, påpeger de. 

Det er derfor værd at vide, at natspisning fx har en negativ effekt - og måske især værd at vide for de mennesker, der arbejder i skiftehold, spiller computer eller foretager sig andre ting om natten, hvorfor deres spisevaner kan hæmme visse funktioner i hjernen, uddyber Dawn Loh.

Især langtidshukommelsen og evnen til fx at genkende simple ting og derudover at forbinde indtryk med følelser bliver påvirket af natspisningen, mener forskerne bag studiet, der er udgivet i magasinet eLife.

Den skadende effekt af natterenderiet skyldes, at de nerveimpulser, der sædvanligvis bliver aktiveret, når vi får et indtryk, arbejder hurtigere, når vi oplever samme indtryk igen. Man kan sige, at vejen er banet for indtrykket, når det har været gennem hjernen én gang tidligere.

Men når vi spiser irregulært – dog ikke bare en enkelt rugbrødsmad eller frikadelle i ny og næ, men ofte ændrer spisevanerne -, så hæmmes den hurtigtarbejdende effekt.

Med andre ord bliver vi langsomtopfattende og husker dårligere.

Dertil kommer, at natspisningen – eller blot irregulær spisning – har en negativ effekt på vores søvn, som bliver dårligere og mere afbrudt.

Det skal dog nævnes, at studiet udelukkende er foretaget på mus og dermed ikke mennesker endnu, men forskerne hentyder til, at vi højst sandsynligt reagerer ens.

Budskabet er med andre ord, at hvis vores hjerner viser sig at virke ligesom musenes, så har vi bedre af at klappe køleskabslågen i, hvis ikke det er vores sædvanlige spisetid. 

Læs også: Førstefødte piger er tykkere end deres søstre

Læs også: Derfor spjætter du i søvne

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: