Nattevagt frifindes for seksuelle overgreb på patienter

Skrevet af admin

03/11/2015

Mest læste i dag

En 54-årig mand kunne tirsdag ånde lettet op, da han i Retten i Glostrup blev frifundet for blufærdighedskrænkelse og seksuelle overgreb på to psykiatriske patienter.

Overgrebene skulle ifølge anklageskriftet være sket tilbage i 2012 og 2013, da den 54-årige arbejdede for et vikarbureau, hvorfra han blev sendt ud som blandt andet nattevagt på psykiatriske afdelinger.

I retten fortalte en kvinde, hvordan hun i 2012 lå fastspændt og kraftigt medicineret, da nattevagten stak en hånd ned i hendes trusser. Hun prøvede at melde episoden til ledelsen, men blev afvist.

Da hun i november sidste år gik til politiet efter råd fra sin psykolog, fik politiet at vide, at der havde været en anden anmeldelse mod manden i 2013, hvorfor han var blevet bortvist.

I den anden sag skulle han angiveligt have taget en kvinde på brysterne og kysset dem, mens hun var på kraftig medicin.

Men ingen af kvinderne kunne huske nøjagtigt, hvornår det var sket, og det er ikke lykkedes politiet at finde beviser for, at overgrebene har fundet sted.

- Det, at han blev bortvist fra vikarbureauet, skal man ikke lægge for meget i, fremfører mandens forsvarer, Gunnar Homann, i sin procedure.

- Hvis man har et vikarbureau og får en henvendelse af den slags om en af sine vikarer fra en stor kunde, så lader man da være med at bruge den vikar fremover.

Retten fandt, at der ikke var beviser for, at manden havde begået overgrebene, og at det derfor var påstand mod påstand.

- Og vidnernes hukommelse var ikke helt på toppen her i retten, siger retsformand Lisbeth Larsen.

/ritzau/